Det er uretfærdigt, det er forbandet unfair.

Jeg kan mærke vreden rulle ind over mig og ligge som en tung dyne. Jeg genkender følelsen af afmagt fra 1996 da min far døde af kræft.
Det er så ydmygende at nogen skal dø på den måde. Det er lidt ligesom en plante der langsomt visner bort. Det er frygteligt at se mennesker som man er så tæt på og holder meget af, visne hen på denne frygtelige måde. Det er ondt.

Det satte spor at stå ved min fars side på hospitalet, føle afmagten, alt imens han døde fra os.
I en alder af bare 55 år. Sikken et spild!

Efter et stykke tid med dyb sorg, blev jeg vred. Meget vred.
Jeg tror at flere omkring mig, havde svært ved at forstå min afmagt og vrede. Man skal nok selv have været der.


Selvom at der flere år siden nu, kan jeg indimellem blive lidt vred over hans død.
Det er stadigvæk er forbandet unfair og jeg mangler ham stadigvæk. Det gør vi alle som var ham nær, samt min mand og mine børn, som desværre aldrig nåede at møde ham.
Et stykke hen ad vejen, lærer man vel at leve uden og acceptere det. På sin helt egen måde…….

I morgen skal vi begrave min svigerfar som desværre døde i tirsdags.
Et livsglad menneske, med så meget at byde ind med.
Og kun 57 år. Han skulle endeligt til at holde fri, nyde godt af mange års hårdt arbejde og nusse om hans kone.
Det er slet ikke til at forstå. Meningen er i hvert fald ikke at finde.