Og jeg tror muligvis at der kommer til at gå et stykke tid i denne tilstand, imens jeg håber på en snarlig film udgivelse, af en af koncerterne fra 25 Live Touren.
Det var en vidunderlig koncert og Joan og jeg havde en super hyggelig tur. (Tak for turen Joan!)
På vejen hjem talte vi omkring det med at blive ”ramt” af musik og det ikke at blive det.
Og vi kunne hurtigt blive enige om at vi begge hører til den let påvirkelig gruppe.
Jeg tror lidt personligt på, at det hænger lidt sammen med om man lader sig ”ramme”, og om man er åben overfor den oplevelse man står overfor.
Det er lidt svært at forklare, og det lyder helt sikkert også lidt flippet.
Men som George sagde i går: "Sometimes you just have to give a f… about what other people thinks!”
– og det kan han jo have ret i.
Selve åbningen af koncerten med numret ”Waiting” var smuk og det virkede fremragende.
George Michael leverede, som forventet, varen hele vejen igennem koncerten. Bandet var nu også ganske fremragende. Det var en utrolig musikalsk og visuel oplevelse.
På Ekstrabladets hjemmeside kan man se et klip fra koncertet:
(Jeg undrer mig over, hvad kameramanden dog laver med det kamera, nu når der endeligt var givet lov til at filme? - Men jeg selvfølgelig også glad for gensynet :)
Selvom at vores siddepladser var placeret et godt stykke tilbage – virkede det rigtig godt fordi vi sad i midten for scenen og kunne derfor se hvad der foregik, og opleve det super flotte sceneshow. Og på den afstand kunne man også sagtens se (på storskærmen), at hovedpersonen stadigvæk forstår at bevæge sig og se usandsynlig sexet ud på en scene.
Scene set up’et bestod af to stor skærme i siderne og en kæmpe skærm der rullede ned over scene kanten, og som George Michael stod på. Ind imellem skærmene var bandet placeret i 3 etager.
Setlisten indeholdt et godt og solidt udpluk af hans musik igennem de sidste mange år.
På flere tidspunkter under koncerten, ved hans mere up-tempo numre, var det umuligt at sidde ned, og taget på Parken var næsten ved at lette af den suveræne stemning. Der var også ballader der fik hårene til at rejse sig i nakken. George Michael sang så intenst, at man lidt glemte at der faktisk var 45.000 mennesker omkring en.
Alt i alt – fantastisk – og lige nu nyder jeg eftervirkningen, og det at være ramt og (be)rørt af ”The Final One” med George Michael......."and I'm feeling good"
I går aftes blev jeg ramt og rørt.
http://ekstrabladet.tv/flash/article1050390.ece
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
