Hun sætter sig mellem nogle store træer.
Hun kan se huset hvorfra hun sidder, men har alligevel ikke lyst til at gå hjem

Hun tager regnfrakkens hætte på, og ligger sig ned
Igennem en masse grene og blade, kan man se den grå himmel ovenover

Hun lytter efter lyden af regnen der rammer træerne dér, allerøverst oppe
Jorden føles kold og fugtig, og hun fryser lidt

Hun ligger længe sådan og kikker op på de smukke træer
De fugtige blade bevæger sig lette og elegante ovenover hende
Her under dem står det hele stille

Noget uvurderligt nærmer sig en afslutning – noget andet begynder

Hun venter et par minutter mere før hun rejser sig for at gå hjem i regnen