[....."I keep my head on straight
And my eyes wide open
I try to move forward
Wishing and hoping
I took a hold of myself
In the middle of November
Don’t you look back now
Is all I can remember

I feel like I’m leaving
Like I’m leaving home
Like the clouds are parting, and I’m not alone

I’m learning to live
Living to learn
Starting to sing my song
Right, or wrong
Breaking away
Setting me free
Free to be, my own me
I’m learning to live....."]


Beth Hart spillede her til aften på Skråen I Aalborg, på hendes ”Up Close and Personally Acoustic Tour”.

Der var stillet borde og stole op i hele lokalet og helt op til scenen, så det var en lidt anderledes oplevelse end det man er vant til, ved en koncert med Beth Hart.
Vores umiddelbare indtryk, da vi så at vi skulle sidde med, var ikke videre positive.
Kan man overhovedet sidde ned og sidde stille til en Beth Hart koncert?
Men det viste sig, at det kan man sagtens, altså sidde ned til hendes musik.

Det var en super god koncert og Beth Hart sang så inderligt og hudløst.
Hun var sædvanligvis vidunderlige og livsbekræftende.
Jeg er begejstret for hendes måde at blande det bløde og varme med det hæsblæsende og rå, som ikke mange evner at gøre på samme fantastiske måde.

Sammen med hende på scenen var hendes faste guitarist, Jon Nichols.
De er tydeligvis et rigtig godt makkerpar på scenen.

Jeg syntes at de bedste numre var ”Money Back” som blev fremført i et helt anderledes tempo end normalt og som Beth Hart selv kaldte det, ”herorine version”. Derudover var ”Broken and ugly” også helt fantastisk.

Aura var opvarmning, og det gjorde hun ganske godt.